18/10/2011 by Jenny Lund Madsen

Jeg håber, min søn bliver bøsse!

(Så jeg kan stå på en scene og fortælle jokes om hans afvigende seksualitet)

Uhm stand-up! Er der noget bedre end et lille hyggegrin, afledt af en homofobisk vits? Humor er som bekendt en markør af, hvem der er en del af fællesskabet og hvem, der ikke er – enten griner vi med dem eller også griner vi af dem. Og dansk stand-up er ikke just kendt for at være specielt inkluderende overfor LGBT-personer, der igen og igen må lægge ryg til jokes, som kan få hetero-Danmark til at godte sig i et latterfælleskab over ”de der homoer”. Den påstand bygger jeg ikke kun på mit eget kendskab til branchen og det faktum, at Linda P er landets eneste åbne homoseksuelle stand-upper (så vidt vides) – for nylig mødte jeg en anerkendt kvindelig komiker fra USA, som fortalte, at dansk stand-up har ry for at være særlig sexistisk og homofobisk. Yes, endnu en ting at være stolt af som dansker.


Her er et eksempel på, hvordan dansk stand-up pisker lattercremen med den altid virkningsfulde homo-joke. Hvis man ikke orker at høre Jacob Tingleff vitse om grimme mennesker, kan man spole frem til 1.40 for at fange pointen.


Bemærk punch-linen, der bygger på en indforstået præmis – Tingleff behøver ikke engang sige det, vi ved det alle sammen: Homoer er det sjoveste i hele verden at gøre grin med. Jeg henter lige pen og papir.

Men. Hvis man nu er homo eller noget, der ligner, skal man så altid føle sig fremmedgjort til et stand-up-show? Og har man ikke nogen gange lyst til at grine af sig selv, uden at man føler sig trampet på af hele salen? Jo, og jo, fat håb! I udlandet har de nemlig forstået det der med at lave intelligente homo-jokes, der ikke kun bekræfter fordomme og ekskluderer et homopublikum – ja der findes endda homoseksuelle stand-uppere, som gør grin med sig selv og som udstiller dem, vi i virkeligheden burde grine af: De homofober, der i religionens, traditionens eller blot i hadets navn dagligt diskriminerer, udøver vold mod, fængsler og driver homo- og transseksuelle til selvmord. De mennesker, man altid bør bruge mere energi på at joke om.


En af de komikere, der gør dette på fremragende vis, er Wanda Sykes, der siden 1980erne har præget den amerikanske komediescene, både som stand-upper, manuskriptforfatter og skuespiller. Med et længerevarende hetero-ægteskab bag sig, sprang Wanda Sykes i 2008 ud som lesbisk, og hun er ikke bleg for at joke om såvel sin seksualitet som om det faktum, at hun er sort. Hvor genialt det kan kombineres, kan ses i dette korte klip:


Det er som om, at lesbiske komikere er relativt hyppigt forekommende, i hvert fald hvis man ser på den procentmæssige andel af de kvindelige komikere, der findes: Linda P. har allerede været nævnt, her Wanda Sykes og så selvfølgelig Ellen Degeneres. Ellen vender jeg tilbage til, og uden at name-droppe mere, vil jeg blot påstå, at der faktisk findes mange lesbiske komikere derude (research til dette indlæg har ført mig til en del mere eller mindre heldige beviser for denne påstand). Om det er fordi lesbiske kvinder bare er sjovere, eller om det er fordi heteroseksuelle kvinder ikke tør stå på en scene og cracke jokes af frygt for at skræmme mænd væk, ved jeg ikke. Men pudsigt er det.


Mens de mandlige homoseksuelle komikere er lidt af en hypotetisk kuriøsitet herhjemme, er de i Storbritannien af mystiske årsager gode til at udklække sjove bøsser, der appellerer bredt. Alan Carr er et folkeligt stand-up ikon, og irske Graham Norton har som vært for en række populære talkshows på britisk tv formået at bruge sin (flamboyante) homoseksualitet som humoristisk virkemiddel. Både Carr og Norton evner at integrere deres seksualitet i underholdningen på en måde, der både appellerer til hr. og fru hetero-britannien og til den mere queer del af befolkningen. Med prominente gæster som Lady Gaga, Joan Collins, Cher osv. osv. osv. er der rig mulighed for selv at finde sit yndlings-queer-content-klip fra The Graham Norton Show. Her har jeg begrænset mig til to klip, der begge laver homo-sjov på en inkluderende og ikke fobisk måde: ”Robin Williams” og ”GaydarGame”. Bemærk i øvrigt barbie-dekorationen i baggrunden, der giver ikke så få lesbiske associationer. Enjoy!


”You made me harder than chinese algebra.” Der er ikke meget Jakob Tingleff over Robin Williams’ homojokes.

En anden homokomiker, der om nogen forstår at ramme alt fra sydstatshusmødre til NewYorker butches, er vores allesammens Ellen Degeneres. Da hun i serien ”Ellen” sprang ud som lesbisk i 1997, var det en milepæl for homorepræsentation i mainstream TV, og uden at tærske langhalm på det lesbiske, er seksualiteten ofte udgangspunktet for hendes optræden. Både når hun i sit talkshow sætter fokus på diskrimination af LGBT-personer, som da hun interviewede daværende præsidentkandidat John MacCain om homo-ægteskaber, og når hun selvironiserer over sin egen status som ”gay leader”. I begge tilfælde sætter hun homoseksualiteten på dagsordenen uden at ekskludere sit (trofaste) heteropublikum. Watch and learn:


Til sidst bliver jeg selvfølgelig nødt til at dele et lille klip med min yndlings lesbiske stand-upper: Lizzy the Lezzy, som er bedste venner med Gary the Gay og som, indrømmet, måske mest henvender sig til et homoseksuelt (lesbisk) publikum, alle de interne jokes taget i betragtning. Men selvom Lizzy i mere end én forstand er en tegneseriefigur, rammer hun med sin ærlige og meget naive behandling af homo-emner en komisk nerve, der på kærlig vis gør grin med både homoer, heteroer og som i det følgende klip, de religiøse, der gerne vil bekæmpe homoseksualitet:


Der er mange flere derude, som på elegant vis laver stand-up om homoseksuelle på en måde, der inkluderer os i det grinende fællesskab. Jeg ville gerne have medbragt et dansk eksempel, men jeg har desværre ikke kunne finde et. Post gerne, hvis det findes.

Måske nogen føler sig ramt og har lyst til at sige: ”Må man så ikke lave sjov med homoseksuelle, din snerpede feminist-lebbe?” Og jo, selvfølgelig må man det. Men hvor ville det være befriende, hvis tonen ikke primært var homofobisk, så man ikke altid skal sidde og føle sig malplaceret og udenfor, når man ikke synes det er sjovt i sig selv at nogen har en homoseksuel søn. Jeg vil enormt gerne grine af homoer, transer, biseksuelle, heteroseksuelle, af mig selv, og hvad der ellers findes derude – men please, gør det lidt mere raffineret. Som vores gay-leader siger: ”Now I think the one thing we all have in common is that we wanna laugh, and that’s a beautiful thing.” Amen.

#comedy#ellen#gay#jokes#laughter#lgbt#mainstream#stand-up

Comments