bolcher

28/10/2011 by Niels Bjørn

Mere end øjnbolcher

Hvis det er nok for dig, at en homofilm er castet med pæne skuespillere, som på et tidspunkt kysser og et andet (eller samme) tidspunkt optræder uden meget tøj på, er du ikke segmentet til dette blogindlæg. Hvis du til gengæld vil have andet end øjnbolcher ud af filmoplevelsen, så læs videre.

Her kommer nemlig et geheimtip: De bedste film på den festival, jeg er ved at lære hedder MIX, er dokumentarfilmene. Næsten uanset hvad de handler om, brænder dokumentarfilmene af nærvær og drypper af hjerteblod. Dokumentarfilmene fortæller de mest spændende historier, tegner de mest interessante karakterer, er dybt bevægende og helt basalt overraskende.


Tre hurtige eksempler fra de seneste år:

Prodigal Sons var så overrumplende og uforudsigelig en livsrejse for mig, at jeg bagefter var taknemmelig over, at Kimberly Reed besluttede sig for at filme nogle år af sit liv.


Off and Running rummede så overraskende drejninger i historien om en ung kvindes identitetskrise, at jeg som homofar fik meget at tænke over.

http://www.youtube.com/watch?v=Hga5PvXTMAs


Out in the Silence rummede så stort mod og filmskaberne Joe Wilson og Dean Hamer satte sig selv så meget på spil, at kompleksiteten mellem menneskelige relationer og family values i USA reelt blev udforsket – se ved at følge linket her: http://wpsu.org/outinthesilence


De tre film fortæller os helt unikke historier om LGBT-liv. For alle tre film gælder, at de er resultater af filmiske rejser, der har taget sin begyndelse ved, at en filmskaber har sat sig for at undersøge noget. Derfra er rejser begyndt, som hverken kunne forudses eller styres. Filmskaberne har bidt sig fast og fortsat med at filme over lang tid med et undersøgende, tålmodigt og fokuseret blik. Men der er også en anden grund til, at dokumentarfilmene ofte er de bedste LGBT-film; Den anden grund er, at det er sindssygt vanskeligt og dyrt at lave en god spillefilm.


For det første skal du have et stærkt manuskript. Vi har alle set så mange film og kender dramaturgien intuitivt, at der skal virkelig godt forfatteri til at imponere. Der er brug for interessante karakterer, skarpe scener og en basalt set god historie. Det er meget vanskeligt at skrive en god film.

For det andet skal du have dygtige folk på alle poster i produktionen, fra scenografi over cinematografi til instruktion, så det visuelle udtryk binder sammen og fortæller niveauer af den samme fortælling. Filmproduktion er kompleks proces, som kræver mange menneskers koordinerede input. Mange af de dygtigste tjener store honorarer, og er udenfor LGBT-films budgetrammer.

For det tredje skal du på lærredet caste dygtige skuespillere, som ikke alene holder blikket fanget, men er gode spillere, der leverer noget særligt. Også her kan budgetterne være en forhindring.


Det kræver også talent at lave en god dokumentarfilm, men ikke nødvendigvis store budgetter. Dokumentarfilm behøver ikke scenografi, kostumer og lækkert kameraarbejde. Jeg er – næsten – ligeglad med, hvordan billedet ser ud, hvis bare kamerakvinden har været der på rette tid og sted. Den gode dokumentarfilm opstår ud af stor tålmodighed og nærvær i livets eget materiale. Lang tids filmen og lang tid i klipperummet. Det betyder ikke, at hvemsomhelst kan lave fantastiske film. Det kræver både talent og evner at styre sit materiale og at sammenstykke det til en fortælling. Men at blive ved materialet i lang tid kan gøre en dokumentarfilm interessant. Sådan er det ikke med fiktionsfilm.

Selvfølgelig laves der gode fiktionsfilm med LGBT-tema. Fra de seneste år blev jeg glad for både J’ai tué ma mère og Eyes Wide Open. Men for mig er det i dokumentarfilmene, at de vigtigste historier og bedste film ligger. De bedste dokumentarfilm er dokumenter over verdens sande mangfoldighed indenfor køn og seksualitet, og den bedste årsag til, at vi hvert år fejrer den mangfoldighed med en filmfestival.

#diversity#documentary#journey#lgbt#mix#movies#storytelling