488_686x309

30/08/2015 by Elias Magnild & Elvin Albert Pedersen

Transpersoner kan være levende i film

Vi elsker at gå i biografen. Vi elsker ritualerne med at hente billetterne, finde sæderne, se nogle dårlige reklamer og nogle gode forfilm, og blive helt stille når gardinerne bliver trukket lidt længere til siden, fordi den rigtige film starter. Vi elsker mørket, hvor man kan få lov til at leve gennem andres øjne og eksistere i anden verden. Bare lige lidt. Og som de fleste andre, der tilhører en minoritetsgruppe, har vi lært os selv at oversætte klassiske ciskønnede og heteronormative narrativer, til noget vi kan forstå og se os selv i. Tænk, hvis Jack Dawson fra “Titanic” var en transmand, og Rose var den eneste, der forstod det (fordi hun måske selv var ikke-binært-identificeret), og det var derfor han gav hende det der bræt til sidst, og selv drukner i det kolde vand. Tænk, hvis der var en ekstra scene i Brokeback Mountain, hvor Ennis og Jack tager tøjet af hinanden i teltet på bjerget og opdager, at de begge to er trans, og at det er endnu en ting, deres kommende heteroseksuelle koner ikke kommer til at kunne forstå.

Man bliver god til at oversætte. Faktisk bliver man så god, at man til sidst ikke længere lægger mærke til, at man aldrig laver andet – både i biografsalens befriende mørke og i gadens mere skræmmende dagslys. Vi var ikke klar over, hvad det helt præcist betyder for ens identitet, at man er tvunget til altid at være på overarbejde som oversætter. Men da vi til sidste års MIX Copenhagen film festival så den svenske “Something Must Break”, var der et meget stort hul inde i maven, der for første gang blev fyldt bare lidt op. I det øjeblik gik det op for os, hvor vigtigt det er, at kunne se sig selv spejlet i de film vi ser, og hvor meget det betyder ikke at skulle oversætte. Den smerte, den film portrætterer, gjorde det lettere at leve med den smerte, vi tit oplever, der er forbundet med at være trans i en ciskønnet verden – for filmen sagde til os, at “ja, det I oplever, eksisterer også for andre. Det findes og det er ægte”.

Trans er langsomt ved at blive noget, man snakker om i mainstreammedier. Man kan hurtigt nævne Laverne Cox fra hitserien “Orange is the New Black”, HBO’s “Transparent”, Caitlyn Jenners offentlige transition og den kommende storfilm om Lili Elbes liv. Ting sker, som de aldrig er sket før, og selvom det for mange af os kan føles som en sej og langsom kamp, går meget faktisk ret hurtigt for tiden.

Alle de førnævnte repræsentationer skiller sig ud fra 90’ernes og start 00’ernes repræsentationer af transkønnede karakterer på én banebrydende måde: der er ikke nogen, der bliver voldtaget, slået ihjel eller fremstillet som seriemordere. Og det har ellers været en gennemgående ting for trans-repræsentationer. Så langt, så godt.

Når vi som transaktivister har en sjælden modig dag, kigger vi på hinanden og prøver at sige dét højt, som vi håber sker: transrevolutionen er på vej! Vi har altid eksisteret i undergrundskulturer, men vi er også altid blevet skrevet ud af de store historiebøger, og vi har aldrig fået plads på den store scene. Man kan med rette kritisere amerikansk mainstreamkultur for mange ting, men man kan ikke underkende, at den er effektiv til at skabe synlighed. Og de repræsentationer vi begynder at kunne se, er nogle der ikke let bliver visket væk, og man kan google sig frem til dem – også når man sidder i en provins og har desperat brug for at se nogen, der lever et liv, man ikke endnu tør anerkende, at man har lyst til.

Det er godt, at trans er noget, der bliver talt om og vist på film og i serier. Men det betyder ikke, at alt er godt, at revolutionen er ovre, og at vi nu alle sammen kan slappe af og fralægge os vanen med altid at oversætte alle film. For det første er det primært hvide, normativt attraktive og middelklasse/overklasse transpersoner, der får opmærksomhed i mainstreammedierne. Men trans er andet end smukke kendisser, der passerer i en binær kønsforståelse. Trans er tusind ting, og trans er smukt på en måde som Hollywood aldrig kommer i nærheden af at forstå.

Det er dejligt med transsynlighed, men faren lige nu er, at ikke-hvide transpersoner og transpersoner uden samme socioøkonomiske muligheder bliver, om muligt, mere usynliggjorte end før. Det er dejligt og vigtigt, at en person som Caitlyn Jenner springer offentligt ud som trans, men vi må ikke glemme, at så mange mennesker, uden de samme ressourcer og sociale muligheder, gør det samme hver evigt eneste dag. Og i stedet for positiv opmærksomhed og tårevædende takketaler, får de diskriminerende tilråb, trusler om vold og bliver udsat for fysisk og psykisk vold på daglig basis og i de hårdeste tilfælde slået ihjel. Deres historier bliver endnu sværere at fortælle, når de smukke og positive historier tager plads.

Vi må heller ikke glemme at diskutere hvilke karakterer, der bliver besat af hvilke skuespillere. Er det cis-personer, der spiller trans-karakterer? Og i så fald; er det et problem? Og findes transkarakterer i mainstreamkulturen stadigvæk kun fordi de er trans? Har karakteren en egentlig eksistensberettigelse, udover det (for et ciskønnet publikum) interessante i at kigge på en afvigende kønsidentitet? Kunne man forestille sig en transkønnet karakter uden at trans var det primære for filmen eller karakteren?

Vi er på ingen måde et sted, hvor man kan hvile på laurbærrene. MIX må som festival fortsætte med at arbejde hårdt for at finde transrelaterede film at vise, og vi må som publikum fortsætte med at diskutere, hvordan trans bliver repræsenteret, og om vi kan gøre det bedre – for det kan vi. Men når alt det er sagt, så har vi det i det mindste en smule bedre, når vi går i biografen og ved, at vi kan se et eller andet, der har med trans at gøre. Og det betyder mere end vi tør indrømme.

Vi skal hjælpe hinanden med ikke kun at give plads til de transrepræsentationer, der er lette at forstå for det ciskønnede blik. Vi skal huske, at dem, der lige nu kommer først og lettest frem i spotlyset har et ansvar for ikke at usynliggøre andre, der ikke har samme mulighed.

Og så skal vi tage til MIX og se film, der for en gangs skyld giver os et rum at slappe af i, og hvor vi kan nyde det privilegie det er, at se sig spejlet på det store lærred.

 

Elias Magnild & Elvin Albert Pedersen