20/09/2015 by Sarah Glerup

Opråb til blodtørstige instruktører!

Sarah Glerup

Der findes et særligt drukspil for lesbiske, der udsætter sig selv for ditto film. Reglerne lyder noget i retning af: Viser den lesbiske karakter sig at være sindssyg? Drik. Slår hun nogen ihjel? Drik. Ender hun med at finde en mand i stedet? Drik. Dør hun? Så bunder vi.

Hvis man med bare sidste regel in mente kaster et blik på filmhistorien – og MIX har jo 30 års jubilæum i år, så det synes jeg, at vi skal – så er der stof til en massiv druktur.

Og det er ikke kun de lesbiske karakterer, der må lade livet i hobetal. Det er faktisk alle de karakterer, der falder uden for flertallet som queers, crips, ikke-hvide eller bare ikke kønskonforme (det sidste har actionkvinden Michelle Rodriguez ligefrem lavet en karriere ud af).

Hvad de tragiske lesbiske angår, så er det en velkendt sag, at vejen til en Oscar-nominering er brolagt med døde LGBT’ere. Til dato har 10 skuespillere vundet en Oscar for at spille en LGBT-karakter. Kun én (eller to, afhængigt af hvordan man tolker den rimelig foruroligende slutning i ‘Black Swan’) eneste af disse karakterer overlever gennem hele sin film.

Jeg har for år tilbage skrevet en kronik om, at overlevelseschancerne for filmkarakterer med handikap er om muligt endnu ringere. Også i dansk kontekst, hvor vi ellers har været marginalt bedre til at holde liv i vores LGBT-karakterer. I mit speciale om handikap i dansk filmhistorie måtte jeg konstatere, at siden 1996 har hver tredje karakter med handikap i dansk film måttet lade livet. Hver tredje!

Som både crip og queer er det særligt svært at finde ikke-dødsdømte karakterer at spejle sig i. Jeg har til dags dato ikke set en eneste filmkarakter med muskelsvind (som jeg selv har) overleve til rulleteksterne, og vores eneste danske eksempel på en karakter, der både er lesbisk og har et handikap (og som for øvrigt heller ikke er hvid), hopper ud fra en bro. Men jeg kan da ånde lettet op over, at virkeligheden heldigvis ikke har ret meget at gøre med fiktionen på det her område. Levende lesbiske er der nok af, og os med muskelsvind har også pensionsopsparinger nu om dage.

Alligevel er der øjeblikke, hvor man føler sig særligt ramt af en filmisk aflivning. Det skete for nylig for mig, og for at I forstår hvorfor, må jeg lige indvie jer i en slibrig forhistorie: Lige efter min studentereksamen tog jeg på højskole, hvor jeg blev temmelig varm på en pige. Flirten stod på længe og kulminerede i verdens mest tvetydige afvisning. Hun påberåbte sig heteroseksualitet, mens vi tungekyssede til min 20 års fødselsdagsfest (…hvilket min mor forresten fotograferede, hvorfor optrinnet endte som spring-ud-historie!).

Nu spoler vi ti år frem, til 2015, hvor pigen fra min højskole debuterer som spillefilmsinstruktør. På PIX får jeg lidt af en overraskelse: Debutfilmen foregår på min fødeø. Hovedpersonen er en teenagepige, der viser sig at være lesbisk og hedder det samme som mig.

Kan I gætte, hvordan det går hende? Jeg håber, at I er klar til at bunde jeres glas eller flaske. Tre fjerdedele inde i filmen afgår min navnesøster ved døden i en bilulykke, mens hendes tre heteroseksuelle medpassagerer overlever. Noget at sige til, at jeg kom til at føle mig lidt forfulgt!?

Med den oplevelse frisk i erindringen vil jeg gerne slå et slag for, at vi stopper de her minoritetsmassakrer på film.

Jeg regner ikke med at menige mig kan trænge igennem til alle instruktørerne og manuskriptforfatterne derude – så jeg giver hermed ordet videre til nogle, der forhåbentlig kan.

#archetype#hollywood#lgbt#movies